
Mange boligprojekter starter med en drøm; nyt køkken, nyt tag, nyt badeværelse. Men før du kommer derud, hvor du slår vægge ned eller river fliser af, bliver du nødt til at finde ud af, hvordan et forbrugslån passer ind i din økonomi.
Ret hurtigt opdager de fleste boligejere, at vejen fra idé til færdigt projekt næsten altid kræver et økonomisk valg. Er det bedst at spare op, udnytte friværdien i huset, tage et forbrugslån, eller er det smartest bare at lade sælgeren stå for finansieringen? Det lyder enkelt, men der er ret stor forskel på løsningerne, både i pris, fart, og hvor meget risiko, du smider ind i ligningen.
Hvilke muligheder har jeg for at finansiere renoveringen?
Først det mest oplagte: Opsparing. Har du møjsommeligt bygget en god buffer op, er det naturligvis fedt at kunne betale kontant, der er nemlig ingen renter og ingen gebyrer. Men virkeligheden er sjældent så enkel. For mange er opsparingen ikke stor nok til store projekter, eller også er det utrygt at tømme hele bufferen. Den næstbilligste mulighed, når du har friværdi, er at tage et tillægslån i boligen. Renten er lav, den månedlige ydelse er overkommelig, og det hele bliver typisk lagt sammen med dine eksisterende realkreditlån. Til gengæld kræver det, at huset er steget i værdi, at der ikke allerede er pantet til op over skorstenen, og at du kan vente nogle uger på vurdering og papirarbejde.
Med et forbrugslån går tingene stærkt. Du sender en ansøgning online, og måske står pengene på kontoen i morgen. Der kræves ikke sikkerhed i huset. Bagsiden er ret åbenlys: Prisen. Renten er højere, og hvis man ikke er ekstremt opmærksom på ÅOP og de totale tilbagebetalingsbeløb, kan lånet ende som en dyr oplevelse.
En ret almindelig genvej er at sige ja tak til finansieringsløsninger direkte hos forhandlerne. Det kan virke fristende og ukompliceret. Du får varen og “betaler senere”. Men, når alle gebyrer, renter og ekstra småting lægges sammen, viser regnestykket ofte, at det bliver en dyr fornøjelse i længden.
Skal jeg bruge min friværdi eller tage et forbrugslån?
Det er egentlig simpelt: Hvis du kan nøjes med at bruge din friværdi, sparer du typisk penge. Men husk, alt har sin pris. Friværdi lån kræver tid, papirarbejde og en opdatering af boligens værdi. Forbrugslån vinder på tempo og enkelhed, men det er sjældent det billigste.
Og der er virkelig stor forskel på forbrugslån. Forbrugerrådet Tænk testede 27 lån i december 2025. De fandt ud af, at et lån på 40.000 kr. over fem år kunne koste næsten 20.000 kr. ekstra det dyreste sted sammenlignet med det billigste. Det bliver pludselig rigtig mange penge at betale for at komme hurtigt i gang, hvis man ikke sammenligner grundigt.
Er det dumt at låne til boligen?
Folk spørger tit, om det er dumt at låne til forbedringer i boligen såsom et nyt køkken. Og svaret er: Det afhænger helt af situationen. Hvis du låner til et konkret, afgrænset projekt, kender udgiften på forhånd og har plads i dit budget, kan forbrugslån give god mening. Det gør ikke ondt, hvis ydelsen er overskuelig, og du stadig har luft til dagligdagen.
Men pas på. Er økonomien presset i forvejen, risikerer du lynhurtigt at presse dig selv ud i problemer. Mange skifter fra fast rente til variabelt for at få luft i hverdagen. Bare i 2025 er 43.000 færre danskere på fastforrentede lån, mens 32.000 flere har trykket “ja” til variable. Det siger meget om, hvor skrøbelige mange privatøkonomier reelt er, når renterne svinger. At kaste et dyrt lån ind oveni, hvis du i forvejen kæmper med budgettet, får sjældent tingene til at falde til ro.
Hvad skal jeg tjekke, før jeg skriver under?
Der er nogle ting, du aldrig bør springe over. Fokuser på ÅOP, sørg for at få det samlede beløb du skal betale tilbage, dobbelttjek løbetiden, og læg ydelsen ind i dit budget. Lånets ÅOP er den bedste målestok, fordi den inkluderer både renter, alle gebyrer og etableringsomkostninger. Og det kan virkelig svinge.
Husk også, at banken laver sin egen kreditvurdering. De kigger ikke kun på indkomst, men også faste udgifter, eksisterende lån, og om du allerede har en gældspost. Og banken ved måske noget om økonomi, du ikke selv har opdaget endnu. Hvis du tror, alle banker tilbyder nogenlunde det samme, tager du fejl. Priserne kan svinge med op til 5,5 gange på det dyreste og billigste lån, selv når lånebeløb og oplysninger er identiske. Tricket? Sammenlign flere lånemuligheder, helst digitalt, så det både går hurtigt og giver overblik.
Her har låneformidlere store fordele. For eksempel kan en tjeneste som LendMe give dig svar fra flere banker med kun én ansøgning. Du slipper for det tunge benarbejde, og konkurrencen banker ofte prisen ned. Digitale banker har desuden lavere udgifter end dem med fysiske filialer, og det kan direkte mærkes hos kunden som lavere rente.
